Dimensioner og form

De begravede dales længder er vanskelige at karakterisere, da de fleste dale i længderetningen kun kan følges indenfor de TEM-kortlagte områder. De længste kortlagte dale er Søndersødalen på Sjælland (ROS2), Nakskov-Nysted-dalen på Lolland (NYK1), Søndersødalen på Fyn (ODE1) og Tørring-Horsens-dalen (AAR33) med samlede kortlagte længder på hhv. 46, 41, 41 km og 38 km.

Nogle steder er det muligt, at dalene mellem to lokaliteter kan korreleres til hinanden, da de tilsyneladende ligger i hinandens forlængelse. En sådan sandsynlig korrelation er mellem de N-S-gående dale ved Bording (RIN15), Thorning (AAR45) og Viborg Syd (RIN53). Denne dal vil have en længde på minimum 41 km. En anden mulig korrelation er mellem dalene på lokaliteterne Give-Brande (RIB15, RIN17), Avlum-Snejbjerg (RIN1), Skave (RIN12), Spøttrup (RIN33) og Sallingsund-Glyngøre (RIN37), hvilket vil give en længde på mindst 117 km. Denne korrelation er dog ret usikker, fordi dalene fremtræder på forskellig vis i de forskellige områder, og fordi der er stor afstand mellem lokaliteterne.

I modsætning til disse lange dale synes mange dale derimod at udgøre korte, afsnørede fordybninger i underlaget, som ikke kan følges over lange distancer. Enkelte steder er dalene således kortlagt i deres helhed, begge ender inklusive. Dette er tilfældet flere steder i Vendsyssel, hvor dalene kun har længder på 5-10 km.

De begravede dales bredder er generelt også svære at bestemme præcist. Dette skyldes at mange dale ikke er kortlagt i deres fulde bredde. Mange dale kan nemlig kun ses i dele af lagserien, og således kan dalens øverste dele, hvor bredden er størst, ikke nødvendigvis ses. Derfor fremtræder mange dale i kortlægningen smallere, end de i realiteten er. En anden problematik omkring bestemmelsen af dalbredder er, at gentagen erosion med dannelse af flere dale på langs, oveni hinanden gør, at de enkelte dale er vanskelige at skelne fra hinanden. Således kan flere erosioner i samme overordnede tracé skabe en struktur, der fremtræder som ét bredt dalstrøg, der er bredere end de enkelte dalstrukturer. Den typiske bredde af såvel begravede dale som åbne tunneldale ligger mellem 500 og 1250 m, men der findes også en del dale med bredder på op til omkring 3,5 km. Denne analyse blev foretaget for de danske dale i 2006 (Rapport 2006).

Det bredeste dalstrøg i den nuværende kortlægning udgøres af Søndersødalen på Fyn (ODE1), som er omkring 6 km på det bredeste sted. Her består dalstrøget af adskillinge interne dale-rosioner, så den opmålte bredde repræsenterer ikke en egentlig bredde af en enkelt dalenhed.

Dybden af de kortlagte begravede dale varierer mellem ca. 25 meter til over 300 meter. Det er vanskeligt at drage generelle konklusioner om de begravede dales dybder, da den reelle dybde af de dybeste dale mange steder stadig er ukendt. De dybeste dale er fundet i Jylland, hvor f.eks. Holsted (RIB1) viser dybder på mellem 300 og 350 meter, Vonsild (RIB19) omkring 300 meter, Agtrup-Sdr. Bjert (RIB11) omkring 300 meter, Tørring-Horsens (AAR33) omkring 300 meter og Abild (RIB30) mellem 250 og 300 meter. Den dybeste dal, der er kortlagt, er Møgeltønder (RIB31). Den er ifølge en grundvandsseismisk linje omkring 400 m dyb. Den dybeste dal, som er verificeret med en boring, er Viborg Syd (RIN53), som minimum når ned i kote -294 m.

Mange af dalene omkring Århus forekommer at være knap så dybe, som de ovenfor nævnte. Disse er 100 og 200 meter dybe, dog med en enkelt undtagelse, idet Beder (AAR3) er over 200 meter dyb. Bortset fra dalene i Vendsyssel, som i nogle tilfælde er over 200 m dybe, er dalene i Nordjylland og på Sjælland noget mindre dybe (under 150 meter). Årsagen til dette kan være, at mange af disse er nederoderet i kalk og kridt. Også dalene på Fyn synes at have mindre, maksimale dybder.

De begravede dales sider kan være meget stejle - også stejlere end det kan ses på tunneldale i terrænoverfladen. Dalene kan være U-formede med stejle sider og flad bund, men der findes også V-formede begravede dale. Dalsidernes præcise hældning kan normalt ikke bestemmes præcist i geofysiske data.

Et særligt forhold ved begravede dale er, at deres længdeprofiler er ujævne med lavninger og tærskler i længderetningen og ofte ender brat. Der ses normalt ikke en jævn hældning mod et udløb eller et bassin. Daleneses meget forskelligt i data. Ofte ses blandinger af forskellige former som f.eks. pæreformer, smalle kædeformer, tærskler, V-form og U-form inden for samme dalstrøg. Dette skyldes formentlig, at de kortlagte dalstrøg består af flere dalgenerationer, som gradvist frembringer et kompliceret billede med blandede dalformer.

Dalfyld

Da langt størstedelen af de begravede dale er eroderet og udfyldt i kvartæret, består deres fyld af kvartære sedimenter. Fyldsedimenterne består primært af varierende typer af smeltevandsaflejringer og moræneaflejringer, mens en mindre del består af interglaciale aflejringer.

Det er karakteristisk for de begravede dale, at de meget ofte indeholder omlejrede sedimenter, som kan være svære at skelne fra det oprindelige sediment. F.eks. har leret dalfyld, som f.eks. smeltevandsler eller interglacialt ler mange steder et stort indhold af glimmer og kan derfor let forveksles med tertiært glimmerler. Omlejring af tertiært glimmerler i dalene har i vidt omfang fundet sted, hvilket gør prøvebeskrivelser og tilhørende tolkninger komplicerede. Det vurderes, at mange begravede dale overses pga. af sådanne vanskeligheder med at skelne mellem glaciale og interglaciale leraflejringer, tertiært glimmerler og omlejringer heraf. Ofte er der i boringer i begravede dale fundet kvartære aflejringer nedenunder lag, som har været tolket som flager af glimmerler, men som ved en nærmere gennemgang efter al sandsynlighed består af enten interglaciale aflejringer eller omlejret glimmerler.

Dalenes alder

I Vendsyssel har det kunnet lade sig gøre at tidsfæste alderen ret præcist, da forskellen i tid mellem alderen af fyldet og alderen af de omgivende lag er meget lille. Men Vendsyssels geologiske forhold er specielle, da lagserien her er ung og tyk, og det er kun her, at det har kunnet lade sig gøre at tidsbestemme daldannelsen så præcist.

Minimumsalderen for en dal er bestemt af alderen af fyldet og maximumsalderen er bestemt af alderen af de underliggende lag. De underliggende lag er i mange tilfælde enten tertiære lag eller ikke-aldersbestemte kvartære lag. På de fleste lokaliteter kan en dannelse i kvartæret dog påvises, da dalene er delvist nederoderet i glaciale lag.

Da majoriteten af dalene er dannet ved subglacial smeltevandserosion vil dalene - i sagens natur - være dannet under de kvartære nedisninger. Der har dog muligvis eksisteret dale i prækvartæret før de første isoverskridelser i Kvartær. Floder og et fald i havniveauet kan have medført dannelse af regulære erosionsdale, men sådanne erosi-onsdale har ikke kunnet påvises i denne kortlægning. De er sandsynligvis blevet borteroderet ved den omfattende glaciale erosion, der gennem kvartæret har fjernet store dele af den øvre tertiære og nedre kvartære lagpakke. Derimod er der kortlagt enkelte begravede dale, som er tolket at være anlagt ved tektonisk indsynkning (RIN11, ODE11, ODE16, NYK1, RIB35, RIB51, RIB52, RIB53). Nogle af disse dale kan være anlagt før kvartæret, men meget tyder på, at glaciale processer senere har uddybet flere af dalene. .